Flere og flere vælger at skære kødet fra og blive vegetarer eller veganere. For nogle er det et spørgsmål om dyrevelfærd, mens det for andre handler om et ønske om at leve mere bæredygtigt. For andre igen er det måske et spørgsmål om en sundere livsstil eller religion. Der kan således være mange årsager til, at man vælger at blive vegetar eller veganer.
Der kan da også være flere fordele ved at skære ned på mængden af kød i kosten, eller måske helt skære det fra. At spise kød er nemlig mere miljøbelastende end at leve efter en vegetarisk eller vegansk kost. Derudover viser undersøgelser også, at der er nogle sundhedsmæssige fordele i at leve vegansk og vegetarisk, fordi man derved spiser flere grøntsager og fuldkornsprodukter.
Overvejer du også at skære kødet fra og leve vegetarisk eller vegansk, kan du herunder få gode tips til, hvilke fødevarer du kan spise i stedet for kød og stadig opretholde en sund og næringsrig kost.
Tips til en vegetarisk kost
Personer der spiser en vegetarisk kost spiser primært plantebaseret, men spiser dog også animalske produkter såsom æg, ost, honning og mælkeprodukter. Derimod spiser de ikke nogen former for kød eller animalske produkter, som kommer fra slagtning af dyr.
Når du spiser en vegetarisk kost uden kød, er det en god idé at skrue op for andre proteinrige fødevarer såsom æg, linser, bønner, ærter og andre bælgfrugter, frø og proteinrige mælkeprodukter såsom mager ost og mælk samt skyr.
Som vegetar spiser man heller ikke fisk (hvis man gør, kaldes det pescetar), og det er derfor en god idé at spise frø, nødder og planteolier som valnøddeolie, rapsolie og sojaolie, der indeholder mange omega-3 fedtsyrer, som er gode for kroppen.
Tips til en vegansk kost
Personer der spiser en vegansk kost spiser ligesom vegetarer også plantebaseret. De spiser dog hverken kød eller andre animalske produkter, herunder blandt andet mælk, ost og æg. Her er det derfor særligt vigtigt, at du spiser en varieret kost med forskellige plantebaserede fødevarer, og at du blandt andet særligt sørger for at få nok protein.
Det betyder blandt andet, at du skal sørge for, at din kost indeholder både gule, grønne og røde grøntsager, bælgfrugter, frugt samt olier med et højt indhold af Omega-3 fedtsyrer. Derudover er det en god idé at spise hasselnødder, mandler, valnødder og cashewnødder samt græskarkerner, sesamfrø og pinjekerner.
Endelig er det også vigtigt, at du sørger for at spise kornprodukter, brød og kartofter. Her er særligt fuldkornsprodukter at foretrække. Komælk kan du erstatte med havredrik eller soyadrik, som er tilsat calcium, for at sikre at du får tilstrækkeligt med kalk i kroppen.
Veganere bør supplere med kosttilskud
Er du veganer, er der nogle vitaminer og mineraler, som du kan have svært ved at få gennem kosten. Det gælder blandt andet særligt B12 vitamin, som findes i kød. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at veganere tager kosttilskud med 2µg B12 vitamin dagligt. Derudover anbefales det at tage tilskud af 10 µg D-vitamin dagligt i vinterhalvåret.
Afhængig af din kost kan der dog også være andre vitaminer og mineraler, som din krop mangler, og det kan derfor også være en mulighed at supplere kosten med vegansk kosttilskud, der indeholder vitamin A, zink, selen, calcium eller jern.
Det skyldes, at nogle veganere ikke får dækket deres behov for lige præcis disse vitaminer og mineraler gennem kosten, hvorfor det kan være en god idé at supplere med vegansk kosttilskud. Vær dog opmærksom på, at du ikke må tage kosttilskud som erstatning for en sund og varieret kost, da kosten også giver mange andre gode næringsstoffer, som din krop har brug for.