Det med opbevaring af madvarer kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Vi gør ofte, som vi har været vant til, at vores forældre har gjort, da vi var små. Det er dog ikke altid helt sådan, at det er den bedste måde at gøre det på.
Mange madvarer bliver nemlig opbevaret helt forkert at rigtig mange danskere, og der er ingen tvivl om, at vi har tendens til at opbevare alt for mange madvarer i vores køleskab. Mange af os forbinder det temperaturen i køleskabet med friskhed, hvilket måske er den mest indlysende årsag til opbevaring af mad i køleskabet.
De basisvarer vi altid har, bliver dog ikke nødvendigvis mere friske af at blive opbevaret i køleskabet. Det kan faktisk have betydning for både konsistens og smag, hvis madvarer der bør opbevares ved stuetemperatur er at finde i køleskabet.
1. Løg og hvidløg
Mange opbevarer løg og hvidløg i køleskabets grøntsagsskuffe med et håb om, at det på den måde holder sig lidt bedre. Det er dog ikke den helt rette opbevaring til løgene. Løg skal gerne kunne holde længe, da det er sjældent man bruger dem alle på en gang.
For at få løgene til at holde længst muligt er det vigtigt, at de er et tørt sted. Hvis de opbevares tæt på andre madvarer, hvilket er tilfældet i køleskabet, kan de desuden tage smagen fra dem.
Endeligt kan det være en fordel at opbevare løg og hvidløg et mørkt sted, da de begynder at spire, hvis de får for meget lys.
2. Avocado
Modefrugten avocado er populær og sund. Den bruges i salater, som pålæg og kan også spises helt for sig selv. Jagten på den gode og modne avocado kan i sig selv være svær, så det er med at opbevare dem rigtigt, når den rette avocado endelig er fundet.
Mange tror fejlagtigt, at alle avocadoer skal opbevares i køleskabet. Det er dog bare sådan, at hvis du får købt en avocado, der ikke er helt moden, og putter den i køleskabet, vil den tage lang tid om at blive moden og spiseklar.
Hvis du vil have modne og spiseklare avocadoer skal de opbevares i en papirpose ved stuetemperatur. Det sætter gang i modningsprocessen, og gør dem spiseklar. Hvis du derimod har købt modne avocadoer, men ikke skal spise dem med det samme, kan det måske være en fordel at bruge køleskabet til opbevaring.
3. Tomater
Det hører til sjældenhederne, at man besøger et hjem, der ikke opbevarer tomaterne i køleskabet. På den måde tror man, at de holder sig friske, saftige og lækre, men det er en udbredt misforståelse.
Når man opbevarer tomaterne i køleskabet, bliver de naturligvis nedkølet. Denne nedkøling ødelægger membranen, som er inde i tomaterne, hvilket får dem til at ændre både smag og konsistens.
Tomater skal altså opbevares ved stuetemperatur og helst ikke i direkte sollys.