Gigt behøver ikke stoppe dig fra at være aktiv – tværtimod!

Det er helt naturligt, at når det gør ondt i kroppen, så har man mest lyst til at sidde eller ligge ned og holde sig i ro. Nogle gange er det en god strategi, andre gange kan det faktisk bare gøre situationen værre.

Et af de tilfælde, hvor det som regel er gavnligt at trodse smerten, er gigt. En sygdom der rammer mange mennesker, og som kan betyde store smerter i de værste tilfælde.

Selvom man kan være fristet af at sidde stille, når man er ramt af gigt, kan det give bagslag.

Der er flere grunde til, at man skal huske at bevæge sig, også når man har gigt. Gigtforeningens anbefaling er klar: man skal motionere så meget som muligt uden at overtræne.

Den direkte forbindelse til gigt

Når man skal motionere som gigtramt, er der flere grunde. Nogle af dem har en meget direkte påvirkning på lidelsen, og andre handler mere om at tage sig af nogle af de følgevirkninger, der kan opstå som følge af gigtsygdommen.

I forhold til de direkte grunde er motion godt for bevægeapparatet. Det er godt for muskler, knogler, led og kroppen generelt at bevæge sig.

Formår man at styrke kroppen og musklerne, kan man tage noget af den belastning, som ellers ville forplante sig i leddene, som er ramt af gigt.

Man kan altså afhjælpe de ramte dele af kroppen, hvis man formår at holde sig aktiv og styrke musklerne, og det kan være med til at hjælpe på smerterne.

Også hjælp til det medfølgende

Aktiv med gigt

Der er en række livsstilssygdomme, som man er i risiko for at udvikle, når man får konstateret gigt, hvis man ikke får rørt sig. Livsstilssygdomme er også en risiko for alle andre mennesker, men smerten kan gøre det mere ubehageligt eller sværere at få taget sig sammen til at få motion, når man har gigt.

Sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-lidelser og nogle kræftsygdomme kan man mindske risikoen for at få ved at motionere og holde sig i gang.

Derudover giver det også et både fysisk og psykisk overskud, hvis man holder en aktiv livsstil. Det kan også være med til at gøre det mere overkommeligt at døje med en gigtsygdom.

Smertestillende kan få dig op af sofaen

For at komme i gang med træning eller motion kan man benytte sig af smertestillende præparater, hvis man er hårdt ramt af smerter. Der findes flere forskellige typer smertestillende, man kan tage for at lindre smerten ved gigt.

En af de mest populære metoder at håndtere gigtens smerter på er med glucosamin. Glucosamin er et stof, som kan hjælpe med et bremse nedbrydningen af brusken i leddene.

Dog er det værd at bemærke, at glucosamin i sig selv ikke er smertestillende. Stoffet virker ved at hjælpe på bevægeligheden i leddene, og derfor er glucosamin noget, man skal bruge på den lange bane.

Handler det om at overkomme smerter, som man oplever i øjeblikket, som afholder en fra motion eller træning, kan man benytte sig af nogle af de mange tilbud inden for smertestillende medicin i håndkøb.

Psykisk velbefindende undervurderes ofte

Når man taler om gigt og lignende alvorlige og i nogle tilfælde kroniske sygdomme, kan man let glemme det psykiske aspekt. Der er – helt naturligt – stor fokus på, at kroppen skal have det godt, fordi generne som regel sidder i kroppen.

Man skal dog også huske på, at en alvorlig sygdom kan påvirke psyken.

Her er motion og en aktiv livsstil også gavnlig, fordi vi mennesker får det godt, når vi bevæger os. Der er noget psykologisk ved at sætte sig et mål og arbejde på det, og helt ned på et kemisk niveau er det også godt for hjernen, at vi er aktive.