Menstruationskoppen er gennem de seneste år blevet et meget populært alternativ til bind og tamponer, når det kommer til hygiejneprodukter til kvinder. Det skyldes sandsynligvis, at det både er et sundere, mere miljøvenligt og mere økonomisk hygiejneprodukt sammenlignet med både tamponer og bind.
I takt med at menstruationskoppen bliver et mere og mere populært valg hos kvinderne, begynder der også at komme flere og flere producenter af menstruationskoppen. En af de mest kendte og populære mærker inden for menstruationskopper er OrganiCup, der udelukkende producerer og sælger menstruationskopper og tilbehør til disse.
Men hvorfor er det egentlig at menstruationskoppen er blevet et så populært alternativ til bind og tamponer? Læs om alle fordelene ved menstruationskoppen og få gode tips til, hvordan du skal bruge menstruationskoppen herunder.
Fordele ved menstruationskoppen
En menstruationskop er en lille beholder eller kop, som kvinden sætter op i underlivet under menstruationen. Når den sættes op, laver den en form for vakuum, der gør, at den sidder, hvor den skal, og kan opsamle menstruationsblodet uden at du lækker. Menstruationskoppen er oftest lavet af silikone, hvilket gør den blød og fleksibel at sætte op i skeden. Den findes typisk i to forskellige størrelser; én der egner sig til kvinder der har født vaginalt, og én der egner sig til kvinder der ikke har født vaginalt. OrganiCup har også lavet en tredje størrelse, der egner sig særligt til teenagere.
Nogle af de væsentligste fordele ved menstruationskoppen er, at den er et billigere og mere bæredygtigt alternativ til bind og tamponer. Det skyldes, at menstruationskoppen, i modsætning til bind og tamponer, kan genbruges hver måned og holder i helt op til 10 år. Man slipper på den måde for at skulle smide noget i restaffald og investere i nye hygiejneartikler hver måned. Menstruationskoppen er derudover også sundere for kroppen end bind og tamponer, da de fleste kopper er uden nogle former for uønsket kemi, som f.eks. blødgørere, der kan virke hormonforstyrrende.
En fordel ved menstruationskoppen er også, at du kan have den siddende i kroppen i op til 12 timer. Det betyder, at du ikke behøver at tømme den så ofte, og du kan ovenikøbet lade den sidde i natten over. Når koppen skal tømmes, tager du den blot ud ved at trække i menstruationskoppens stilk – lidt ligesom når du tager en tampon ud – og tømmer og skyller den. Så er den klar til at du kan tage den i igen. Husk at vaske hænder, inden du sætter koppen i igen.
Gode tips når du bruger menstruationskop
Inden du skal bruge menstruationskoppen første gang, er det vigtigt, at du sørger for at koge den. Dette skal du også gøre inden hver ny menstruationsperiode samt efter hver gang din menstruation er overstået. På den måde undgår du bakterier og sikrer en god hygiejne.
En menstruationskop kan være lidt svær at bruge i starten og kræver lidt tilvænning. Et godt tip er derfor at prøve forskellige foldeteknikker og øve dig i at indsætte og udtage koppen uden for din menstruationsperiode. Har du problemer med at indsætte menstruationskoppen, kan det være en god idé at bruge lidt vand, da det kan gøre det lidt nemmere at indsætte koppen.
Er du førstegangsbruger af menstruationskoppen kan det desuden være en god idé at bruge et bind eller trusseindlæg sammen med din menstruationskop. På den måde behøver du ikke bekymre dig om at bløde igennem, hvis ikke du helt har vænnet dig til at bruge og placere koppen korrekt endnu. Hvilken teknik du skal bruge til at sætte koppen op, kan du finde på de fleste forhandleres hjemmesider.
Bruger du spiral, skal du derudover være lidt opmærksom, når du bruger menstruationskop. Nogle kvinder oplever, at spiralen flytter sig, fordi menstruationskoppen skaber et undertryk, når den tages ud. Vær derfor særligt forsigtig, når du tager koppen ud og sørg for jævnligt at tjekke, at din spiral stadig sidder, som den skal.