Det er de færreste, som undgår at blive ramt af forkølelse mindst én gang om året. Særligt når vi rammer vintermånederne, står forkølelsen og lurer lige rundt om hjørnet. Forkølelse står oftest på i en uges tid, og viser sig typisk ved utilpashed og tilstoppet næse. Den tilstoppede næse afløses af løbende næse, og nogle får hoste eller ondt i halsen. Forkølelsen kan i nogle tilfælde udvikle sig til bihulebetændelse. Heldigvis findes der forskellige midler, som virker lindrende på forkølelsen, og gør forløbet mere tåleligt.
Sådan smitter forkølelse
Forkølelse er smitsomt, og derfor bør du være opmærksom på dig selv og dine omgivelser. Sandsynligheden for smitte er størst, et til to døgn inden forkølelsen bryder ud. Når der nyses ud i luften, udsættes luften for millioner af smitte- og viruspartikler. Så snart en anden person er i nærheden, og indånder luften, er der risiko for, at enkelte partikler trænger gennem næsehårene og smitter vedkommende. For hver forkølelse du udsættes for, aktiveres immunforsvaret og ”husker”, hvordan virustypen bekæmpes. Der dannes ofte en ny type forkølelsesvirus hvert år, hvilket gør det til en udfordring at komme igennem en vinter uden forkølelse, da immunforsvaret skal aktiveres gang på gang.
Vær opmærksom på hygiejnen
For at undgå at sprede bakterier på overflader og lignende er det vigtigt, at du vasker hænder, efter du har pudset næse. Du kan med fordel supplere med en håndsprit tilsat glycerin, så du ikke udtørrer hænderne ved den hyppige håndvask. Køb en håndsprit med pumpe som gør det lettere at dosere og hav den stående fremme. Det er ligeledes vigtigt at holde sig for munden, når der nyses for at undgå spredning af viruspartikler.
Lindring af forkølelse
Forkølelse kan ikke kureres, men kan i stedet lindres, så symptomerne ikke påvirker din dagligdag. Her er tre tips til, hvordan du kan lindre din forkølelse:
Forskellige typer af næsespray
Der findes både en medicinsk og en ikke-medicinsk næsespray til at lindre tilstoppet næse. Den klassiske medicinske næsespray lindrer øjeblikkeligt tilstoppet næse og forhindrer næsen i at løbe. En af bivirkningerne ved næsesprayen er, at den kan udtørre og irritere næseslimhinden ved forkert dosering. Derfor er det vigtigt at holde sig til anbefalingerne, som er angivet på pakningen. Vær opmærksom på at medicinsk næsespray ikke må anvendes af mindre børn.
Den ikke-medicinske næsespray er en saltvandsspray, som må anvendes af alle aldre, så længe der er behov for det. Saltvandssprayen skyller næsen ren og fortynder snottet, så det har lettere ved at løbe ud. Derfor er det en god ide at anvende saltvandsspray, inden du pudser næse.
Styrk kroppen med vitaminer
Kom forkølelsen i forkøbet og styrk dit immunforsvar med vitaminer. Hvis du rammes af forkølelse flere gange i løbet af vinterhalvåret, kan du med fordel tage en multivitaminpille.
Er du hellere til det alternative, findes der naturlægemidler, såsom Kan Jang og Echinaforce, der begge er godkendte af Lægemiddelstyrelsen.
Inden sengetid
Det er vigtigt at hvile sig og få en god nats søvn, når immunforsvaret er på overarbejde. Hvis du har svært ved at sove om natten, kan du med fordel anvende næsespray inden sengetid. Hvis du ikke ønsker at bruge næsespray, kan du forsøge at hæve hovedgærdet en anelse, så hovedet kommer højere op. Du kan eventuelt supplere med en ekstra hovedpude. Drik gerne en varm kop te med ingefær, en skive citron og lidt honning inden du går i seng. Ingefær stimulerer immunforsvaret samtidig med, at dine slimhinder i halsen holdes varme.