Symptomerne på allergi og forkølelse kan virke ens, hvilket også gør det svært at skelne mellem de to. Ofte kommer forkølelsen lige når pollentallene er høje, og derfor forveksler mange symptomerne. I starten af foråret er mange lidt for modige, når det kommer til påklædning i det danske vejr, og får på den måde en god omgang forkølelse. Samtidig er pollentallene på sit højeste, og allergikerne får deres symptomer, som minder meget om de symptomer, man oplever ved en almindelig forkølelse.
På trods af de meget ens symptomer på allergi og forkølelse, så er der faktisk et afgørende element, der kan hjælpe til at skelne symptomerne fra hinanden. Indikatoren er tiden – altså hvor lang tid symptomerne varer.
Symptomer på allergi
Når man har pollenallergi, vil man opleve symptomer ved både øjne, næse, mund og hals. Symptomerne kommer, når pollentallene er høje, og det er de særligt i forårsmånederne.
Når man har pollenallergi, vil symptomerne omkring øjnene være kløe. Derudover oplever mange, at øjnene er røde og løber i vand. Pollenallergikere kan desuden opleve, at øjenlågene svulmer op samt at de er meget følsomme over for lys.
Derudover løber og klør næsen, og mange oplever hyppige nys og stoppet næse. Det er særligt disse symptomer, der minder meget om de symptomer, man oplever ved en ganske almindelig forkølelse. Ved munden og i svælget oplever mange desuden kløe, og nogle har også tendens til at få en brændende fornemmelse i halsen, når pollentallene er høje.
Når man har pollenallergi, vil symptomerne være vedvarende så længe der er pollen i luften. Det kan altså ikke kureres med varmt tøj, te og et par dage i sengen, som oftest er tilfældet ved en almindelig forkølelse.
Symptomer på forkølelse
Forkølelse kender de fleste af os til. De mest klassiske symptomer ved en almindelig forkølelse er:
- Nys
- Ømhed i halsen
- Kradsen i halsen
- Stoppet næse
- Nedsat lugtesans
- Hoste
- Let hovedpine
- Alment ubehag
- Træthed
Mindre børn kan desuden opleve at få feber i forbindelse med forkølelse, men dette er sjældent hos større børn og voksne. Oftest vil symptomerne ved almindelig forkølelse aftage i løbet af 1 til 2 uger. Hvis svære symptomer kan en forkølelse blive til luftvejsinfektioner, som til sidst resulterer i en lungebetændelse – hvilket også er en af forskellene på forkølelse og allergi.
Forskellen på allergi og forkølelse
Som nævnt oven for er der altså nogle forskelle på allergi og forkølelse, der gør det muligt at skelne mellem de to, når man har symptomerne. Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at man er allergiker, hvis man oplever symptomerne, når pollentallene er høje.
Man bør dog være opmærksom for risikoen for at have allergi, hvis symptomerne varer i mere end to uger eller hvis symptomerne kontinuerligt viser sig i de perioder, hvor pollentallene er høje. Endeligt skal man også holde øje med, hvorvidt allergi er udbredt i familien, da man kan være arveligt disponeret.